ERSTATNING

I tilfælde af personskade står den tilskadekomne med en række problemer, som vi kan hjælpe med at løse.

Det bør undersøges, om der er en erstatningsansvarlig skadevolder.

Det vil som regel være tilfældet ved trafikulykker.

Hvis der er tale om arbejdsskader eller en glideskade, vil der ofte være en erstatningsansvarlig.

Hvis der er tale om erstatningsansvar, hjælper vi med at få ansvaret anerkendt samt med at opgøre erstatningskravet. Det er vigtigt med en korrekt opgørelse af erstatningskravet, da der er tale om store beløb, hvis skaden er alvorlig.

Vi forsøger i forsikringssager at opnå en ordning, hvor der betales erstatning med regelmæssige mellemrum i tilfælde af langvarig sygemelding.

Retssager og bevissikring

I nogle tilfælde opnås der ikke enighed om erstatningspligten eller om erstatningens størrelse. I så fald kan vi vejlede om mulighederne for at indbringe sagen for Retten og om mulighederne for retshjælpsdækning eller fri proces.

Advokatfirmaet Lynghøj fører retssager ved alle retsinstanser, og i forbindelse hermed vurderer vi, om det er nødvendigt at indhente sagkyndige erklæringer, herunder udtalelser fra Arbejdsskadestyrelsen om mengrad og erhvervsevnetabet, indkalde vidner eller stille spørgsmål til Retslægerådet med henblik på at skaffe de nødvendige beviser i sagen.

Beregning af erstatning

De vigtigste erstatningsposter er godtgørelse for svie og smerte, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for men, erstatning for erhvervsevnetab samt forsørgertabserstatning og overgangsbeløb.

Derudover kan der være andre erstatningsposter, eksempelvis godtgørelse for tort, behandlingsudgifter og ødelagt tøj.

Efter retspraksis har en skadelidt krav på, at skadevolder afholder en del af udgifterne til advokatbistand.

Sagstyper inden for personskade med erstatning efter Erstatningsansvarsloven

Vi rådgiver om alle typer af erstatningssager vedrørende personskade, der har det til fælles, at erstatningen opgøres efter reglerne i Erstatningsansvarsloven.

Patientskader

Er du påført en skade i forbindelse med behandling inden for sundhedsvæsenet ?

Vi hjælper dig med din sag, uanset om det drejer sig om en patientskade eller lægemiddelskade.

Vi kan hjælpe dig med at anmelde din skade til Patienterstatningen og herefter vurderere Patienterstatningens afgørelse for at sikre, at du får den erstatning du har krav på.

Er du utilfreds med Patienterstatningens afgørelse, kan vi hjælpe dig med at klage over afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen eller Lægemiddelskadeankenævnet.

Alle afgørelser kan påklages. Dog er det særligt vigtig, at du er opmærksom på, at Ankenævnet for Patienterstatningen og Lægemiddelskadeankenævnet kan nedsætte din erstatning eller endda helt fratage dig den. Det gælder også eventuelt tidligere afgørelser, som du slet ikke har klaget over. Vi anbefaler derfor, at du rådfører dig med en advokat, som har forstand på området, inden du klager over en afgørelse fra Patienterstatningen.

Hvis Ankenævnet for Patienterstatningen eller Lægemiddelskadeankenævnet træffer en afgørelse, du ikke er tilfreds med, kan vi hjælpe dig med at føre din sag for domstolene, herunder søge fri proces eller retshjælpsdækning til at føre sagen.